Løvens Hule

Hvis jeg skulle lave en FAQ for Små Klimamonstre/klimaven så ville top to se sådan her ud:

Kommer I ud til skoler/børnehaver?
I skal da være med i Løvens Hule

Okay, jeg medgiver, at nummer to ikke er så meget et spørgsmål, som det er en form for opfordring, eller hvad man nu skal kalde det.

Vores svar har altid været:

Nej, det er slet ikke noget for os.

Og det står jeg fast ved, selv efter vi har været i Løvens Hule.

Det gør jeg, fordi vi ikke prioriterer vækst som det højeste, vi prioriterer planeten. Vi har ikke travlt med at tjene millioner, vi har travlt med at gøre en forskel.. eller travlt.. det har vi ikke.. Vi brænder for at gøre en positiv forskel, og fra vores synspunkt handler Løvens Hule om profitmaksimering, og du må gerne udfordre den holdning, hvis det er det, du vil. (Mine holdninger til programmet kommer på et lettere uoplyst grundlag, da jeg aldrig har set det.. FØR maj 2023)

Nuvel..

Hvad er

Løvens Hule er et dansk forretnings-reality-tv-program på DR1. Programmet er den danske udgave af det internationale koncept Dragons’ Den, som oprindelig stammer fra Japans Money Tigers fra 2001. I programmet fremlægger iværksættere deres forretningsideér til et panel bestående af fem investorer eller “løver”, hvorefter disse beslutter om de vil investere i virksomhederne. Wiki

En lun forårsdag i maj, som på mange måder var en hel almindelig forårsdag, blev jeg ringet op, mens jeg sad på min cykel på vej for at hente børn.

Telefonnummeret kendte jeg ikke, men når man nu er selvstændig, kan man ikke sådan sige dur ikke væk, bare fordi det ikke lige dukker op med navn. Jeg tog telefonen. Personen i den anden ende præsenterede sig som en fra Løvens Hule og samtalen foregik nogenlunde sådan her:

“Hej, det er Helene”

“Hej, jeg ringer til dig fra Løvens Hule. Kender du det?”

“Jaeh, det gør jeg da”

“Fedt! Jeg har set, at I har været med i et andet program, hvor I ikke fik så meget TV-tid, og jeg synes jo, at Hr. og Fru Danmark skal kende Små Klimamonstre. Kunne du være interesseret i at være med i Løvens Hule?”

“Øhm, først og fremmest, tak, jeg er helt enig! Hr. og Fru Danmark skal kende Små Klimamonstre. Men derfra og stå til Løvens Hule.. Ej, jeg tror altså ikke. Det er noget for os. Ellers mange tak.. Jeg er da beæret over, du ringer, men.. arhj”

“Hvad gør, at du tror, det ikke er noget for jer?”

“Jamen.. Og nu vil jeg godt indrømme, at jeg faktisk ikke rigtig har set programmet, sorry, men ud fra hvad jeg da har set/hørt, så virker det mest af alt, som om de går op i profit og business og er lidt ligeglade med sådan nogle klimating..”

“Okay, altså, vi kommer til at have et meget større fokus på bæredygtighed og det grønne, så jeg tænker virkelig godt, I kunne passe ind.. Men du kan jo tænke over det, og så kan vi snakkes ved”

“Jah,, Altså.. Det vil jeg gøre og snakke med min anden halvdel.. Men tak fordi du ringede uanset..”

Efter jeg havde lagt røret på, fangede jeg min anden halvdel, Morten, som på det her tidspunkt selvfølgelig er kommet lidt foran på cykelturen.

“Det var Løvens Hule” siger jeg.

“Hvad? Nå, sagde du så, vi ikke var interesserede?”

“Ja, det gjorde jeg egentlig.. Men jeg tænkte på.. Om vi måske skulle give det en chance alligevel.. De siger, de bliver meget grønnere i den nye sæson..”

Uden egentlig helt selv at tro på det, besluttede vi os for lige at summe over det.

Som dagene gik, tænkte vi, at vi da vel godt kunne forsøge at udfylde det spørgeskema/ansøgningsskema, som vi fik tilsendt efter første telefonopkald.

Den svære ansøgning og castingprocessen med indadskuende spørgsmål

Okay, der fik jeg det lige til at lyde, som om at det bare er noget, man liiige gør.. Det der med at udfylde ansøgningsskemaet til Løvens Hule. Det var det ikke for os.. Slet ikke.. Vi er, som bekendt, ikke så businessfokuserede, og det er muligvis vores helt store akilleshæl, men det var vi simpelthen nødt til lige at være her for at udfylde skemaet.

Det blev til mange telefonopkald til produktionen og til min far, som modsat mig er MEGET business.. Sjovt, jeg har åbenbart ikke rigtig arvet noget på den front.

Og så sendte vi det, trods det at vi stadig ikke syntes, det var lige noget for os, men altså, måske det var blevet noget andet end det program, vi jo nu havde binget i stor stil – blandt andet for at få idéer til et godt pitch.

Så ringede telefonen. Det var en anden caster. Der er åbenbart en, der headhunter og en anden, der vurderer, hvem der egner sig til programmet.

I snakken kom spørgsmålet..:

“Hvorfor er du iværksætter?”

Det kom vel at mærke efter al businesssnakken og spørgsmålene om hvorfor Små Klimamonstre.. Og jeg kan godt regne ud, hvad der blev fisket efter her.

Jeg havde brugt mange timer/dager/uger på at debattere med mig selv og min mor for og imod at inddrage min sclerose-diagnose. For har den overhovedet noget med mig som iværksætter at gøre?

Jeg har altid været meget tilbageholdende med at dele min diagnose, for jeg vil ikke behandles anderledes. Jeg er ikke anderledes.

Men måske må jeg også erkende, at nogle ting faktisk har med en diagnose på et stykke papir at gøre.. Jeg har aldrig egnet mig til fuldtidsjob, og måske er det faktisk på grund af sclerose? Måske træffer jeg andre valg, fordi jeg har oplevet, hvad det vil sige, at kroppen ikke lystrer.. Hvorom alting er, så valgte jeg at sige det til casteren.

Efter ganske kort tid landede der så en mail i indbakken..

“Tillykke I skal være med i sæson 9 af Løvens Hule”

Sol, sommer og PITCH

FUCK er det for sent at trække i land nu? Vil vi være med i Løvens Hule.. Nej, det vil vi ikke.. Jo, det vil vi, fordi måske.. ej, jo, nej, jo, nej, nu er vi jo med, lad os gøre det. Okay.

Da vi så endelig besluttede, at det da om ikke andet kunne blive en sjov oplevelse, så betød det, at vi skulle øve pitch. Og ikke bare øve, for først skal man jo lige finde på, hvad man skal øve og ikke mindst, HVAD man skal sige?!

Hvad er vores værdiansættelse, hvad vil vi have ud af at deltage?

Den slags ting har vi jo aldrig overvejet, for vi vil jo ikke være med. Nu må vi så finde ud af, hvad vi vil med det.

Og ikke mindst; hvordan vi vil levere? Det stod meget hurtigt klart, at vi for Guds skyld ikke ville have de der roll-ups med fiktive tal, som ALLE har.. (Alle vi har set i hvert fald). Det er bare for megakedeligt at se på.

Vi er meget til det visuelle, så i stedet for bare at sige ting må vi jo producere noget, der kan vise, hvad vi mener.

Timerne blev brugt på at producere over 100 toiletrullebørn, en bil til Birk og et pitch, som virkelig understreger vores værdier, og som kan hive de penge hjem, vi beder om – forhåbentlig..

Optagedag og den famøse klap

Den store dag. Det kan man vist godt kalde det. Vi pakker bilen med ALT, hvad vi ejer i Små Klimamonstre-regi, og det er efterhånden ikke så lidt, vi har upcyclet og opfundet. Og så skal vi også have plads til tre personer, for vores ældste søn skal agere klimamonster.

Nå, men afsted til København.. Og så vente. Hvis du har prøvet at lave TV før, så ved du, hvor meget ventetid, der er, eller kan være om ikke andet.

Endelig er det vores tur. Jeg skal da indrømme, at jeg godt kan mærke nervøsiteten. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg er nervøs for, men det er, som om jeg har en underlig tendens til at blive allermest nervøs, når det gælder vores firma.. Hvis du så os i TV2 programmet “Min idé, vores mission”, så ved du, hvad jeg mener.

Jeg går ned af den store, kluntede ståltrappe, og allerede her fortryder jeg mit tøjvalg.. Eller mit FODtøjvalg rettere sagt.

I det mindste har jeg da øvet pitch så meget, at den bare sidder.

ENDELIG kommer vi ned af trappen. Anne Stampe siger: “Hej”

Og så ……….

Det var jo min replik.

Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal sige.

Og jeg går i stå.

Jeg går helt i sort. Klappen går ned.

Hvad jeg siger herfra, og frem til pitchen er færdig, aner jeg ikke.

The show must go on

Efter et minuts pitch får jeg genvundet lidt af “bevidstheden”, hvis man kan sige det sådan.

Og selvom jeg ikke husker pitchen, så ved jeg dog, at vores overraskelsesmoment, hvor klimamonstret begynder at køre i sin bil, fungerer perfekt, og vores søn forskrækker samtlige løver, da de jo bare troede, det var en figur.

Et par af dommerne kommer op for at prøve vores spil, og et af vores spil er en katapult, der fyrer affald. Den er altså bare sjov for alle aldre, og da en dommer skyder over mod de resterende resulterer det i et vældigt brag.

En af de siddende dommere forsøger at gribe skraldet, som flyver over hovedet på ham, hvilket resulterer i, at han vælter bagover på stolen.

Det var voldsomt. Så voldsomt, at vi lige må stoppe optagelserne, som ellers foregår i one-take.

Da leg og snak er ovre, hvilket jeg mindes var meget hurtigt, skal de jo så snakke om, om de vil investere eller ej. Vi har bedt om 100.000 for 10%. Ikke en bondegård, men igen profit er ikke det væsentlige for os, det kunne bare være lækkert, at få en ind til at styre os på rette spor.

Nå, men “voteringen” er egentlg også hurtigt overstået..

For vi er ikke en investeringscase..

Det vidste vi jo godt?! Kan man sige, ellers havde vi nok meldt os til for længe siden (udover at vi ikke har eksisteret så længe, jo selvfølgelig)
På en eller anden måde, så tror jeg alligevel, den rammer mig forkert.. For jeg hører bare: I er ikke værd at investere i, og det gør da ondt uanset hvad. For hvorfor er grøn omstilling ikke værd at investere i? Det er den vigtigste dagsorden verden har pt.

Hvorom alting er, så er det afslutningen på en laaaang proces, som vi ikke fortryder, men som vi egentlig heller ikke rigtig fik noget ud af. Det var da en fin oplevelse.

Det fortryder jeg

Hvis jeg skal sige noget, jeg fortryder, så er det:

Skulle have givet hånd
Skulle have taget andet fodtøj på

Det er egentlig det.

Vi snakkede om inden, om man måtte give hånd, og om vi skulle gøre det. Det måtte vi gerne, og jeg ved egentlig ikke, hvorfor vi besluttede ikke at gøre det. Jeg tror, det kunne have taget brodden af min nervøsitet.

Derudover for GUDS skyld, hvor skulle jeg have valgt noget andet fodtøj. Høje hæle i en størrelse for små er IKKE vejen frem på den dumme ståltrappe. Det lagde bare til nervøsiteten, fordi jeg virkelig var bange for at trille hele vejen ned på mit ansigt.

Så vi fortryder ikke noget, det var sjovt, og vi blev klogere på os selv, og hvad vi egentlig vil og ikke vil, og det er jo aldrig nogen skade til.

Ville vi gøre det igen?

Tjaeh, man skal jo aldrig sige aldrig, men de ændrer næppe syn på os som investeringscase, og deres forståelse af klimavenlighed er bare så langt fra vores, at vi ikke kunne se os selv i det.